Nyt mødelokale! (i perioden 1. maj til 1. november 2015..)

Nyt mødelokale!
Det er lykkedes os at finde et nyt mødelokale til vore mødeaftener. Det bliver på:

Produktionsskolen Nørremarken
Nørremarksvej 17
8800 Viborg.

Her er der en stor festsal med god plads, gode lysforhold og gode parkeringsmuligheder. Der er normalt ikke andre på skolen onsdag aften end os. Vi kan starte op allerede inden ferien, så mødeaftenerne i maj og juni kan vi godt holde her.

Aftalen gælder foreløbig for perioden mens lokalet i Klosterhaven er under renovering, men der kan eventuel blive tale om vores fremtidige adresse, hvis brugen af lokalet bliver til jeres tilfredshed.

Hvordan finder I stedet?
Hvis I kommer til den store rundkørsel (Skivevej, Løgstørvej, Ålborgvej, Vejlevej) så kører I ind mod centrum. Når I kommer til det tidligere Inventarland (over for Naturgassen), drejer I til højre og ind på Nørremarksvej. Så ligger produktionsskolen lige først på højre hånd.

Sidste normale mødeaften.
Den 29. april er sidste normale mødeaften med en miniauktion. Der er helt sikkert meget godt til ferien. Se medsendte auktionsliste.

Bestyrelsen går snart i gang med at planlægge næste sæson. Har I aktiviteter, I gerne vil foreslå, så kom frem med det.

Møder i maj/ juni:
Møderne i maj juni er den 13. maj, 27. maj og 10. juni. Husk, at der disse 3 aftener ikke vil være servering af nogen art, så medbring evt. selv kaffe og brød.